• Menu
  • Psykologsamtale

    Jeg tilbyder samtaler med voksne, unge og børn.

    Hvad er samtaler med en psykolog?

    Når et menneske er kommet i følelsernes vold, kan evnen til at tænke logisk mistes for en stund og erstattes af følelsen af at være fortabt. I samtaler med en psykolog arbejder vi med de triste og sårede følelser, de negative tanker og alt det, der gør livet svært enten i samværet med andre, eller når man er alene.

    Formålet med psykologsamtalerne er, at man genfinder evnen til at kunne tænke logisk og analytisk, så der kan skabes fornyede muligheder for tilpasning til de givne livsvilkår. Samtalerne fremmer desuden udvikling af mere hensigtsmæssige strategier til at kunne håndtere svære følelser og kriser i fremtiden.

    Samtaler med voksne

    Jeg oplever, at der er mange årsager til at mennesker søger kontakt til en psykolog. Fælles for dem er, at de har problemstillinger, der fylder så meget i dagligdagen, at normal livsglæde og aktivitet er påvirket. De problemstillinger, jeg møder, er meget forskellige - lige så forskellige, som de mennesker jeg taler med. Fælles er, at de har en forventning om, at jeg som psykolog kan hjælpe med at forstå deres psykiske tilstand og give redskaber til at håndtere deres problemstillinger. Derfor vil samtaler med mig dreje sig om både problemstillinger og handlemuligheder. Problemstillinger som død, sygdom, stress og skilsmisser medfører ofte nye livsvilkår for de mennesker, der er blevet ramt. Gennem samtaler om livskrisen arbejdes mod accept, så der kan gives plads og energi til at finde nye veje og handlemuligheder i fremtiden.

    Samtaler med unge

    Ungdomstiden handler om løsrivelse fra voksne, skabelse af egen selvstændighed og udvikling af en voksen identitet. Som ungt menneske er der mange usikkerheder, der kan være svære at håndtere. Hvor børn taler med forældrene om alle ting, oplever mange unge, at det kan være svært at involvere forældrene i emner som ensomhed, seksualitet, mobning, stress, præstationsangst og lignende. Derfor vælger mange unge selv at ville tale med en psykolog i forhold til problemstillinger, der kan være svære at tale om.
    Da forældrene ofte er med til at beslutte, at den unge skal tale med en psykolog, vil jeg under samtalerne vurdere, om det kan gavne den unge at inddrage forældrene. Inden jeg gør det, vil jeg dog altid tage den unge med i beslutningen herom.
    En praksis jeg har gode erfaringer med.

    Samtaler børn

    Børn, der lever i konfliktfyldte sammenhænge, som oplever skilsmisse, har svært ved at følge med i skolen, bliver udsat for mobning, eller som bare ikke trives kan have glæde af at tale med en psykolog. Jeg tror på, at alle børn har et ønske om at gøre det rigtige, hvis de kan. Men børn skal jo først gøre sig erfaringer med, hvad der er rigtigt, og hvornår noget er rigtigt. Børn er afhængige af omgivelsernes omsorg, så det kan ofte være svært for børn at løse deres problemer alene.
    Derfor vil jeg, når jeg taler med børn undervejs vurdere, hvor meget forældre og andre voksne skal inddrages i samtalen.

    Vil du vide mere?

    Du er velkommen til at kontakte mig for yderligere information.